Log ind som en anden person
Se Crewstack præcis, som en frivillig ser det, med Log ind som, og find ud af, hvorfor knappen nogle gange mangler.
Når en frivillig oplever et problem eller ikke forstår noget, kan du logge ind som dem og se præcis det samme som dem. Det kræver, at du er admin eller super admin.
Sådan logger du ind som en person
- Find personen under Personer, og åbn profilen.
- Klik Log ind som. Har profilen mange handlinger, ligger den under Handlinger.
- Du lander på eventets forside, som personen ser den. Du er nu logget ind som personen.

Sådan stopper du igen
- Klik på personens navn øverst til højre.
- Klik Stop 'log ind som'.
Nu er du logget ind som dig selv igen og står på eventets forside.

Sidder du fast i Log ind som?
Har personen ikke gennemført sin tilmelding, lander du i tilmeldingen i stedet for på eventets forside. Står personen på venteliste, lander du på ventelistesiden. Ingen af de sider har menuen øverst til højre, så du kan ikke klikke Stop 'log ind som', og de andre sider i eventet sender dig tilbage igen. I tilmeldingen spørger browseren også "Du har ikke gennemført din tilmelding!", når du prøver at forlade siden.
Sådan kommer du ud:
- Slet cookies for Crewstack i din browser. Det logger dig helt ud. Se Siden ser forkert ud eller reagerer ikke for, hvordan du gør i din browser.
- Log ind igen som dig selv.
Imens kan du arbejde videre i et privat vindue, hvor du logger ind som dig selv.
Når knappen mangler
Knappen Log ind som vises kun, når du må logge ind som personen. Mangler den, er det en af disse grunde:
- Du er ikke admin. Holdledere og områdeledere kan ikke bruge Log ind som. Bed i stedet den frivillige om et skærmbillede.
- Personen er frameldt. Du kan ikke logge ind som en frameldt person.
- Personen er også med i et andet af jeres events. Så er det kun en arrangøradministrator, der kan logge ind som dem. Det gælder fx frivillige, der også er med i sidste års event.
- Personen er arrangøradministrator. Kun en anden arrangøradministrator kan logge ind som dem.
- Personen er super admin, og det er du ikke. Kun super admins kan logge ind som en anden super admin.
Er du selv arrangøradministrator, kan du logge ind som alle i eventet, som ikke er frameldt.
Det skal du vide
- Det, du gør, bliver gjort i personens navn. Accepterer du vagter, sender en besked eller retter oplysninger, ser det ud, som om personen selv har gjort det. Brug derfor Log ind som til at kigge, og ret helst tingene fra din egen bruger.
- Det tester ikke personens adgangskode. Kan personen slet ikke logge ind, så se En frivillig eller admin kan ikke logge ind.
- Kun i browseren. Du ser portalen og resten af Crewstack i browseren, ikke Crewstack-appen.
- Totrinsbekræftelse følger dig, ikke personen. Du kan hverken se eller ændre personens Totrinsbekræftelse, mens du er logget ind som dem.
Fandt du ikke svaret? Skriv til support@crewstack.io.